Jeg stødte for nylig på en hjemmeside, der tilbyder en helt unik service. På Kontora kan du få et lynlån, hvor sikkerheden er... hvad tror du? Netop – din sjæl! Konceptet er både fascinerende og absurd: I stedet for at stille bil eller bolig som sikkerhed, indgår din sjæl som pant. Når lånet er tilbagebetalt, frigives sjælen igen, og den er helt din – på papiret, i hvert fald.

For en ateist burde det vel være ligegyldigt? Hvis man ikke tror på sjælens eksistens, er der jo intet at tabe. Du kan roligt tage lånet og så se tiden an – hvem skal dog håndhæve pantet i noget, der måske ikke engang findes? Det er som at skylde penge til en fantasiven. Men alligevel... der er noget ulækkert ved tanken.

Måske er det netop pointen. Ved at gøre sjælen til pant, skaber de en psykologisk grænseoverskridelse. Hvem tør risikere at miste sin sjæl, selvom man ikke tror på den? Det er genialt marketing – en blanding af skyldfølelse, morbid nysgerrighed og en smule black humor.

Selvfølgelig er der juridisk set ingen måde at håndtere sådan en aftale. Men det er måske også ligegyldigt. For dem, der tror på konsekvenserne, er truslen om "tabt sjæl" nok til at sikre tilbagebetaling. For skeptikere er det bare en sjov anekdote til festen.

I sidste ende handler det om, hvad vi er villige til at satse – ikke kun på papir, men i vores bevidsthed. Måske er den virkelige pris ikke pengene, men den lille nagende tvivl: Hvad nu hvis...? Tænk over det, før du logger ind.